Pets (1974)
Jeg er tilfældigvis af den opfattelse, at Candice Rialson - hvis alt for korte skuespillerkarriere kun strakte sig over tiåret 1969-1979 - er det mest indlysende lækre kvindtøj, man næsten kan forestille sig. Og Ralph Nussbaums PETS fra 1974 har stået på min ønskeliste meget længe. Den har ikke været til at få fat på, men nu har Code Red udsendt en region 0-DVD, som jeg selvfølgelig ikke var sen til at slå kløerne i. Printet er taget fra et biografprint og ser indimellem meget slidt ud. For eksempel på man affinde sig med interessante grønne streger som disse:
Men petitesser som disse overskygges naturligvis af glæden ved endelig at få mulighed for at se filmen. Man kunne godt, tror jeg, skrive et og andet dybt om filmens tematisering af mandlig og kvindelig seksualitet - de to hovedaktører udover Bonnie (Rialson) er hhv. en lesbisk kunstner og og en mandlig kunstsamler, der betragter kvinder som kæledyr - og man kunne måske også se en slags feministisk frigørelses-statement i filmens sidste billeder. I al fald hvis man til lejligheden glemmer, at Bonnie har manipuleret groft med alle og enhver for at opnå den frihed, hun opnår. Men eftersom det primært er pga. Rialson, jeg har set den, vil jeg tillade mig at lade billederne tale for sig selv.
AVPR: Aliens vs Predator - Requiem (2007)
Jeg var godtroende nok til at spendere penge på en biografbillet, da den første ALIEN VS. PREDATOR-film havde premiere i 2004. Monster-clash-gysere er måske nok udtryk for akkurat samme salgsfremstød, som Universal anvendte i 1940'erne, men kan - som FREDDY VS. JASON viste - sagtens være underholdende. Hvilket altså ikke var tilfældet med ALIEN VS. PREDATOR. Toeren - som jeg i går fiskede op af Blockbusters tilbudskurv - er en anelse mindre idiotisk, men til gengæld kedeligere.
Et rekognosceringsskib, som indeholder en Alien-Predator-hybrid, styrter ned i en amerikansk skov, en anden Predator ankommer for at slette sporene, og hurtigt er indbyggerne i en lille flække fanget midt i opgøret mellem de to krigeriske arter. Filmen starter med et "dreng forelsker sig i fotomodel som imidlertid kommer sammen med byens største røvhul"-setup og bevæger sig derefter videre til et standardiseret "tilfældigt sammensat gruppe skændes mens de forsøger at overleve den symbolske trussel fra zombierne / rumuhyrerne / vampyrerne / kommunisterne"-plot. Figurerne er flade, og de repetitive actionscener blottet for suspense. Som prikken over i'et er det meste af filmen så mørkt fotograferet, at man ikke kan se, hvad der foregår.
Flotte filmprogrammer: Det glemte land
Kevin Connors THE LAND THAT TIME FORGOT (1975). Dansk pressemeddelelse.
Grip of the Strangler (1958)
I Robert Days GRIP OF THE STRANGLER spiller Boris Karloff hovedrollen som den samfundspolitisk interesserede forfatter James Rankin, der har fattet en til mani grænsende interesse for en tyve-år-gammel kriminalsag. En Edward Styles blev dengang hængt, fordi man mente, at han var manden bag en serie kvindemord begået af en person, som offentligheden døbte The Haymarket Strangler – mord, der involverede både knivstik og kvælning.
Rankins hobbyefterforskning peger imidlertid på, at Styles var uskyldig – og da en ny mordbølge begynder med udgangspunkt blandt danseteatret The Judas Holes letlevende danserinder, tvinges politiet til at afprøve Rankins tese. Imens bliver Rankin selv mere og mere gakgak og graver Styles’ kiste op, hvor han finder en skalpellignende kniv.
Den resterende del af filmen er den mindst klichéprægede, idet Karloffs for denne skuespiller typisk sympatiske præstation understreger temaer – institutionsangst, skizofreni, sociale magtmekanismer – der får GRIP OF THE STRANGLER, skønt visuelt en temmelig ordinær affære, til at fremstå mere moderne end dens litterære forlæg, STRANGE CASE OF DR. JEKYLL AND MR. HYDE. De afsluttende indstillinger på kirkegården med Karloff, der anmoder politiet om at ”bury this knife”, er ikke mindre brutale end den berømte nedplafning, der 10 år senere afrunder NIGHT OF THE LIVING DEAD (1968). 
Flotte filmprogrammer: Djævlekvinden fra Mars
David MacDonalds DEVIL GIRL FROM MARS (1954). Dansk filmprogram.
Scooby-Doo (2002)
Jeg har i andre sammenhænge tidligere givet udtryk for mine problemer med Scooby-Doo, og der er vel sådan set ingen grund til at tvære mere rundt i dem. Så fattet i al korthed: Filmversionen er, i modsætning til tegnefilmserien, selvbevidst, og bruger en del tid på at skitsere hovedpersonernes problemer med at være dem, de er. Rowan Atkinson gæsteoptræder og har, som man siger, formentlig grinet hele vejen til banken. Pamela Anderson dukker også op, da Mysteriebanden redder en fabrik fuld af Pamela Anderson-merchandise. Men ellers er alt ved det gamle. I fairhedens ånd: monstrene er gode, og filmen er, trods dens MTV-islæt, relativt tro mod originalens ånd og stemning. 
Flotte filmprogrammer: S.O.S. Kilimanjaro
Raju Patels IN THE SHADOW OF KILIMANJARO (1986). Dansk pressemeddelelse.
De 50 bedste horror-film ifølge danske genreentusiaster
Søren fra Skræk og rædsel har i december foretaget en afstemning blandt danske skribenter, der har beskæftiget sig intensivt med horror-genren som anmeldere, forfattere, instruktører, fanzine-redaktører eller skribenter på blogs og hjemmesider, om at kåre de 50 bedste horror-film. Resultatet af det gode initiativ kan læses her. Min egen top-10 ligner ikke rigtigt det færdige resultat (og det er vildt, at TENEBRE ligger på en 47.plads!), men langt de fleste af filmene på top-50'en er uomtvisteligt klassikere. Min top-10:
1. Psycho (Hitchcock)
2. Tenebre
3. Profondo Rosso
4. The Lair of the White Worm
5. Candyman
6. Exorcist III
7. House of Usher (Corman)
8. Session 9
9. Captain Kronos: Vampire Hunter
10. Re-Animator
Heller in Pink Tights (1960)
Jeg undgår westerns, når jeg kan komme til det – det gælder de klassiske såvel som de mere progressive, og det gælder ”nybølge”-westernfilmene. Men der er undtagelser, og den formildende faktor kunne fx være Sophia Loren i lyserødt trikot. George Cukors western-romance Heller in Pink Tights hører ikke til blandet instruktørens bedste, men Loren-fans er nød til at tjekke den ud, hvilket man foreløbig må ty til udlandet for at gøre. Filmen er udsendt på reg. 2-DVD af Paramount. Flere sexy westerns følger i Skrækskuret.
Nightmare in Wax (1969)
Det krævede et betydeligt tilløb at få set Nightmare in Wax, som er en nyfortolkning af vokshusgyserhistorien, som vi kender den fra eksempelvis House of Wax (1953) med Vincent Price. Der er tilsat tressertypiske elementer, lidt referencer til psykoanalyse og en fiktiv Alfred Hitchcock-kopiperson (som i filmen hedder Alfred Hermann), og vokshusejerens tragiske ulykke er mere blodig end i tidligere versioner - men ellers er det meste ved det gamle, blot ringere. Cameron Mitchell virker mere komisk end skræmmende - som en forhenværende søkaptajn der nu sidder og mumler for sig selv - og nogle comic relief-indslag med en småalkoholiseret museumsvagt minder mest om noget fra en sort-hvid sag fra 40’erne. Optagelserne var meget mørke, hvilket jo kan skyldes printet på min billig-DVD. Dog skal det siges, at Nightmare in Wax ved at understrege voksfigurernes levende indhold i højere grad end 53-versionen får formidlet det grufulde og makabre ved voksartistens hobby. Filmen udmærker sig også ved at indeholde et indslag med nogle livlige go-go-ekvilibrister, Rini Martin og the Gazzari Dancers.
Læs også omtalen af House of Wax.
Godzilla Vs. Mothra (1992)
Godzilla-filmene er primært stilet til børn. I al fald er det den samme fascination, de appellerer til, som den, jeg oplevede, da jeg som dreng fantaserede mig til fantastiske krigsscenarier med mine kulørte plasticfigurer – eller spillede Rampage på min Commodore 64. Når man har set en Godzilla-film ved man også, at deres kampæstetik er speciel: typisk går alle elementerne sammen i et billedinferno, når titelmonsteret popper op fra havet og mod en baggrund af lyn, hav og eksplosioner går i clinch med et eller andet til lejligheden udtænkt gigantdyr. Man ved formentlig også, at filmene derudover er jævnt kedelige. Videnskabsmænd fjoller rundt uden et clue om, hvad de skal gøre, og betragter benovet Godzilla på deres elektroniske udstyr, der i Godzilla Vs. Mothra endda har en indbygget ”Godzilla Detection”-radar.
Måske er jeg bare blevet for gammel, men det var lidt som om, jeg måtte slæbe mig igennem foretagendet denne gang. Godzilla Vs. Mothra er fra ’92 – og altså en del af Godzilla-genoplivelsesbølgen. Øglen må denne gang tørne sammen med Mothra, en larve/sommerfugl, der vogter over jordens klimabalance (hvor var han under klimatopmødet?), og Battra, der starter som Mothras dystre insekttvilling, men senere i filmen afslører andre facetter. Kosmos – to minidamer med tendens til at bryde ud i skønsang – er en slags cheerleaders for Mothra.
Skræskuret ønsker godt nytår
Tak til alle læsere, der fulgte os i året, der gik - i sløje såvel som produktive stunder. Vi markerer 2009's sidste dag med tre hurtige fra hoften - se ovenfor.
Skrækskuret ønsker glædelig (bag)jul
Skrækskurets ormebefængte redaktion håber, at alle har haft en glædelig jul med masser af bloddryppende pakker under træet. Vi kører stadig i laveste gear i skuret - bl.a. som følge af travlhed i forbindelse med Uncut.dk's december-review-o-rama - men når vi ikke selv kan finde på noget, kan vi da i det mindste finde ud af at pege på nogen, der kan. Nyt link tilføjet: Slasherpool. Reviews med stills.
