Disaster Movie (2008)
Ligesom Epic Movie, Meet the Spartans og Date Movie består Disaster Movie af absurd-komiske gags, sketches og intermezzoer affyret i maskingeværtempo, som lige akkurat snegler sig op på 70 minutters spilletid - hvorefter 10 minutter med rulletekster og fraklip runder lortet af. Hvor de førnævnte film havde enkelte (om ikke mange) forsonende øjeblikke, er der i denne ombæring tale om noget nær ren elendighed. Disaster Movies katalog over de seneste års blockbusters, reklamer, medieikoner m.v. er tåkrummende pinligt at overvære og udgør ganske enkelt den mest inkompetente crazy comedy, jeg til dato har set. De få skuespillere, der prøver at få noget ud af materialet, får ødelagt deres bestræbelser af klipperen, for hvem rytme er en by i Rusland. Eller også prøver han bare at sløre den generelle mangel på talent ved at splitte alt op i så mange indstillinger som muligt.
Som altid i genrens dårligste repræsentanter får den fysiske (typisk CGI-genererede) humor forrang over den verbale, mest grotesk i en indstilling, hvor prinsessen spiser glasskår og storbløder ud af munden. En scene, der om ikke andet illustrerer det had-kærlighedsforhold til celeb- og Hollywood-filmkulturen, som udgør disse films drivkraft. 
Rambo (2008)
En erkendelse: Jeg har aldrig set en Rambo-film – eller måske har jeg engang set 3’eren, men i så fald glemt den igen. På den baggrund er det mærkværdigt, at jeg alligevel kan blive grebet af Stallones nyfortolkning af actionlegenden, som muligvis er en firer af nummer, men som i høj grad – om end jeg jo ikke kan vide, om den er det – føles som en genfortælling, en opdatering flere år efter, der bekræfter den oprindelige mytes uforanderlighed. 
Sammenligningen er muligvis skæv, men det er lidt som at høre Nenas nye(re) version af ”99 Luftballons” – jeg er for ung til at have været der, samtidigt med originalen, men alligevel får jeg kuldegysninger af genindspilningen. Fordi den – for alle, der har ører at høre med – lyder som bekræftelsen af noget vigtigt (jeg skal ikke gøre mig klog på, hvilket) tværs henover årene. 
Rambo anno 2008 er, som en amerikansk actionfilm skal være: rå, ekstremt voldelig, små-bøvet og poppsykologisk – vi har ikke at gøre med Apocalypse Now her – men den føles overbevisende. Langt mere, synes jeg, end en film, den ellers har en del tilfælles med, nemlig Gibsons Apocalypto. Den adskiller sig på ét punkt markant fra sine genrefæller, herunder også fra seriens tidligere kapitler, nemlig derved, at martyrdelen – dvs. delen umiddelbart før finalen, hvor action-messiasen traditionelt nedgøres – udebliver. Det er ikke lidelseshistorien, passionen, Stallone vil genfortolke. Det er nærmere genkomsten, og det er svært ikke at blive bare en lille smule bevæget over filmens stille - og i parentes bemærket meget lidelsesomkransede - optimisme. 
Jack the Ripper (1976)
Jesus Francos værste kan være en prøvelse for tålmodigheden – medmindre man da er kvik og slukker hurtigt – og jeg kommer nok aldrig til at høre blandt dem, der forstår at værdsætte instruktøren for alvor. Jeg har en svaghed for Sadisterotica (1967), som ikke er en god film, men det er til gengæld, som jeg husker dem, Gritos en la Noche (1962) og Miss Muerte (1964), og denne Jack the Ripper-filmatisering fra ’76 kan Franco nu også godt være bekendt. Om end den først og fremmest udmærker sig som (s)exploitation-film.
I centrum af filmens sexualiserede og ret kyniske univers tårner en fåmælt Klaus Kinski som den puritanske seriemorder, der sætter sig for at luge ud i Londons prostitution. Der er ingen forsøg på at psykologisere, men Kinski formår omvendt at sige meget uden ord, og stemningen er tilpas gusten og filmen pacet lækkert nok til, at spændingen og interessen bevares også ved gensyn. Udover spændingsscenerne er det de mindre scener – Rippers småskøre assistent i en robåd med parterede ligstumper i en sæk, de prostituerede, der hjælper politiets skitsetegner med et signalement af morderen, mens en sippet ældre kvinde forarges over kvindernes løssluppenhed – der bliver stående i hukommelsen. Intet mesterværk, men bestemt i den bedre ende af Ripper-fortolkningerne.
Mere Jesus Franco i Skrækskuret:
x312: FLUG ZUR HÖLLE
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/x312--flug-zur-h-lle--1971--post190165
NIGHTMARES COME AT NIGHT
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/nightmares-come-at-night--1970--post162496
THE BLOOD OF FU MANCHU
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/the-blood-of-fu-manchu--1968--post110697
Øvrige seriemorderfilm:
THE BOSTON STRANGLER
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/the-boston-strangler--1968--post189463
THE CORONER
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/the-coroner--1999--post161529
MAN IN THE ATTIC
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/man-in-the-attic--1953--post160571
THE LAST HORROR MOVIE
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/the-last-horror-movie--2003--post159016
THE HITCHER
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/the-hitcher--2007--post124099
SHADOW OF DEATH
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/shadow-of-death--1988--post96178
HOMICIDAL
http://vamlefilmskur.smartlog.dk/homicidal--1961--post62985
Coogan’s Run (1995)
Jeg er forholdsvis begejstret for Steve Coogan. Mandens komiske timing er, efter min mening, på højde med de største i den engelske tv-tradition, og jeg er overbevist om, at fænomenet Alan Partridge vil overleve længe i sit-com’ens historiebøger – som et af de ypperste eksempler, ved siden af den engelske The Office (2001-3), på den nye bølge af pinlighedskomik.
Jeg var også – men her står jeg måske lidt mere alene – meget glad for gyser-spoof-serien Dr. Terrible’s House of Horrible (2001), hvis tilbagevendende, afsluttende tagline – ”that was truly diabolical” – vel også nærmest var en opfordring til anmelderne om at overfalde én. Og Tristram Shandy-filmatiseringen A Cock and Bull Story (2005) var, ligesom bogen, en velfortalt joke.
Men Coogan har lavet meget, jeg ikke kender – Saxondale (2006-7), for eksempel, som jeg kun har set første episode af, og indtil for ganske nylig også seksepisodersserien Coogan’s Run – navnet er selvfølgelig et spin på Coogan’s Bluff (1968) – som introducerer seks personer med tilknytning til den fiktive britiske flække Ottle.
Vi møder bl.a. en kurator, hvis ligegyldige museum står i skyggen af nabobyens stormuseum, en elektriker, der må forsvare sit klassiske håndværk over for en moderne charlatan, som tryllebinder byen, og – i seriens klart bedste episode – en sælger, der kommer grueligt galt af sted under en konference. Sidstnævnte, The Dearth [!] of a Salesman, er forfattet af Black Books-kendingen Graham Linehan og viser Coogan i absolut topform som en tidlig Partridge-type.
I et andet afsnit, Natural Born Quizzers, følger vi to sprogligt udfordrede quizdeltagere på deres flugt fra en anstalt og deres forsøg på at kidnappe to søstre, der engang vandt over dem i en fjernsynsquiz, så de kan genrealisere programmet og snuppe pokalen. I det ret besynderlige afsnit spiller Claire Briggs, ”Chief Superintendent Jean Innocent” fra Inspector Morse-spinoff-serien Lewis, den kidnappede søster.
Alle episoderne, måske med undtagelse af Get Calf, er morsomme og velskrevne – man kan forestille sig en slags The League of Gentlemen (1999-2002), bare med humoristisk sans – om end ikke alle Coogans figurer er lige gearede til ham. 
The Night of the Hunted (1980)
Først en forklaring: Ved en fødselsdagsskabelig lejlighed overrakte Zombie Munk undertegnede, Kranie Lars, engang et eksemplar af Jean Rollins klinikgyser, The Night of the Hunted. I bedste mening, naturligvis. Jeg var skeptisk – jeg erkender det – thi mine hidtidige studier udi denne franske flejnerts efterladenskaber havde bibragt mig liden glæde – ja, jeg tør næsten sige, at der takket være multiple filmiske nedslag heri ad åre havde formet sig en tåget men ikke desto mindre sødygtig opinion i min skal, om hvilken tavshed er at foretrække frem for tale, opinionen altså, når ellers blot er ført til protokols, at jeg, om nu rimeligt eller ej, agtede på monsieur Rollin som en mannerist af værste teaterkaliber.
Men jeg tager i lyset af det seneste indkomne bevismateriale fordums fordomsfuldhed tilbage – og herefter skal intet ondt ord falde om Mr. Rollin, hvem jeg nu ser på som en sand pro.
Alligevel føler jeg, at The Night of the Hunted og R’s øvrige oeuvre i visse dele kunne fremstilles i mere koncis form, som dermed ville spare læseren, der overvejer bekendtskabsstiften hermed, for adskillige minutter. Jeg har derfor tilladt mig at destillere – ganske frit – pure essence of Rollin, om man vil, fremsat i et kondenseret forløb med fiktive personer, der forhåbentlig indfanger lidt af den umiskendelige smag af JR…
***
Christine, 17 år, iklædt en gennemsigtig toga, går søgende omkring på stranden, mens månelyset drypper på bølgerne, som repræsenterer evigheden.
En vampyr kommer ud af en ruin. Der er en strandet båd i nærheden. Båden er for havet, hvad Christine er for tilværelsen – meningsløs, fremmedgjort.
Vampyren: Jeg har ventet gennem år på dette udsøgte øjeblik.
Christine: Jeg har mødt dig før på disse kanter, måske i en drøm. Vi voksne kan også være bange.
En ugle tuder. Christine ser udtryksløst ud over havet.
Christine: Månen… hukommelsen...
Havet bølger, mågerne cirkler omkring.
Vampyren står stille, tilsyneladende drømmende.
Christine sidder i et træ, ansigtet hviler mod hendes foldede hænder: Alle mine dage har jeg ledt efter jeg-ved-ikke-hvad…
Tre sigøjnere nærmer sig i baggrunden. En af dem, ham med banjoen, lægger sig til at sove og drømme.
Stilhed.
Christine, i et flashback: Nej! Ikke mere…
Hun løber pludselig langs strandkanten, men standser, da vampyren igen dukker op via bunden af en skorsten, leende hult. Han forvandler sig til en mand, der befamler sit offer, Christine.
Christine, lysvågen: Med dig er det, som om jeg elsker for første gang…
Christine besvimer, da hun vågner op sidder hun for foden af et stort borgtårn formet som en penis.
De, hun og vampyren, er nu klædt som brud og brudgom, i hvid og sort.
Christine, mystificerende: En af mine onkler bor ikke langt herfra… han har for nyligt sendt mig et brev og bedt om min hjælp. Jeg kan ikke sige mere. Lad mig være alene i bryllupsnatten.
Et får bræger.
Vampyren danser omkring til hippiemusik, hans bleghed et ekko af månen.
Vampyren: Tiden er inde. Jeg er den natsorte midnatstimes inderste nærværs dødslængsels minde.
Christine: Lad mig dø nu, i dette udsøgte sekund, mens jeg ser på dig, så jeg aldrig glemmer dig, fordi at jeg ser på dig, mens jeg dør på dig…
Ugle tuder. Christine er faldet i søvn, kjolen halvt åben åbenbarer hendes bølgebeskvulpede ungpigeattributter.
Hun drømmer, at hun vugger på havet i en kiste. Et får bræger. Så er hun til cocktail party, hvor en kvinde med sorte rande under øjnene betror hende, at ”du søger et glemt fragment, kun du kan finde, du, dronning Christine”.
Kvinden taber sit vinglas, en rød plet breder sig på Christines brudekjole.
Christine, resignerende: Det er forbi. Det er aldrig begyndt, måske…
Tre sigøjnere nærmer sig i baggrunden. En af dem har en le. Christine vågner op i spændetrøje på en klinik, hvor overlægen er identisk med vampyren på stranden. Closeup på hendes mascara, der løber ud.
Vampyren, i en drøm: Pourquoi…
FIN.
***
Torture Garden (1967)
Jeg kan ikke mindes at have set én eneste af horror-genrens antologi-film – dvs. film med segmenter eller film-i-filmen, der sædvanligvis er kædet sammen af en fortløbende rammehistorie – som jeg fandt videre uhyggelig. Og jeg har en mistanke om, at deres særlige charme - for dem, der opfanger den - er af en anden art. I antologi-gyseren befinder man sig altid på sikker grund. Resultatet er så at sige givet på forhånd, for ærindet er altid det samme: at moralisere og at fordømme traditionelle synder som grådighed, forfængelighed, ugudelighed og begær efter det forbudte. Antologi-gyserne er inficeret af en indignation over sjælelige excesser og en skæbnetro, man kun kan opfatte som arkaisk. Man kan selvfølgelig være venlig og sige, at filmene ikke moraliserer, men blot malker selve fantasien om et straffende superego for uhygge - hvilket ikke nødvendigvis er det samme. Men jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Under alle omstændigheder er antologi-gyserne næsten altid formulariske i deres afvikling af historierne, der ofte involverer noget, jeg rent personligt ikke kan opfatte som uhyggeligt, nemlig besatte dyr og genstande. I dette tilfælde - bøh! - et klaver.
Freddie Francis’ Torture Garden, instrueret for Hammer-konkurrenten Amicus, er et perleeksempel på genren, om end den ikke hører hjemme blandt sit årtis bedste antologier. Burgess Meredith spiller Dr. Diabolo, en kulørt karnevalsskikkelse, og jeg håber ikke at begå nogen fed spoiler ved at røbe, at der bag navnet gemmer sig Satan selv, som under dække af et kunstigt torturkammer hver aften lader sit overmodige publikum skue deres respektive fremtider i grufulde visioner, hvor hensigten tilsyneladende er at skræmme deltagerne ind på en bedre levevej. 
Ideen illustrerer meget godt, hvordan Satan og Vorherre har det med at blende sammen i én pærevælling i antologi-gysernes univers. Meredith overspiller vildt, fladt og monotont a la Pingvinen i Batman the Movie fra året før, og hvis man som jeg har lidt svært ved at kapere ham, er det selvsagt ikke noget plus for filmen. 
Under Diabolos ledelse føres vi igennem temmelig ligegyldige historier om en heksebesat kat, et besat klaver og (bogstaveligt talt) mekaniske skuespillere i Hollywood før vi når frem til Torture Gardens eneste eksistensberettigelse, der så også næsten redder filmen: nemlig segmentet ”The Man Who Collected Poe”. 
Her spiller Jack Palance en ivrig Poe-beundrer på besøg i Peter Cushings enorme samling af Poe-artefakter. Besøget ender med afsløringen af en okkult hemmelighed, og Palance giver én af sit livs bedste præstationer som den maniske samler, så Cushing for en gangs skyld må stå i skyggen som the straight man. Alene Palances håndtering af piben er frygtindgydende. Fremragende, og hvor havde man gerne set segmentet som en længere novellefilm frem for som flygtigt slutindslag i en ellers ret middelmådig spillefilm.
Alfred Hitchcock Presents: Season Two (1956-57)
Alfred Hitchcock Presents omtales af og til som et mindre betydeligt kapitel i instruktørens karriere – en indstilling, som sikkert hænger lidt sammen med seriens spøgefulde og generelt (sort)-humoristiske attitude. Serien tager ikke sig selv alvorligt, jf. de små, karikerede og ofte ret så vandede "good evening"-introduktioner, Hitchcock leverer til hvert afsnit - så måske er det derfor, andre vælger heller ikke at gøre det. Hitchcock har i øvrigt langtfra selv instrueret alle afsnit, men hans indflydelse er åbenbar og hans aftryk let at få øje på overalt – ikke mindst i den psykologiske dybde, der præger selv seriens ringeste episoder. Skuespillet er overvejende helt fortrinligt og holder en høj standard serien igennem, trods skiftende besætninger.
Alfred Hitchcock Presents er begavet og underfundig tv-underholdning – begavet på en måde, man i den bøvede ”talent-tv”-æra næsten ikke kan forestille sig. Men den er stadig underholdning, og i modsætning til filmene er mange af disse afsnit – tror jeg – one-shots, som virker bedst ved første oplevelse.
Det kniber også af og til med at få rundet historierne af på en tilfredsstillende måde. Det rene tilfælde, for eksempel, der i sidste minut afslører morderen i episoden Alibi Me (anden sæsons 7. afsnit), er måske nok på papiret interessant – som et eksempel på al menneskelig kalkulerings kommen-til-kort overfor skæbnens luner – men i praksis virker det som en lidt abrupt slutning, hvis effekt sikkert vil mindskes ved efterfølgende gennemsyn.
Serien er måske nok ikke ret meget mere end en makaber joke, om end en veloplagt af slagsen. Den holder fortsat mere end 5 årtier efter og behøver for så vidt ikke noget senere værk til at retfærdiggøre sig – skønt det er svært ikke at opleve den som en slags workshop før instruktørens mest makabre joke af dem alle, Psycho fra 1960.
5ive Girls (2006)
Der er mange gode grunde til, at man kan leve et fuldkommen lykkeligt liv uden nogensinde at stifte bekendtskab med den canadiske djævlegyser 5ive Girls (2006). Titlen er en ren falliterklæring, hvad PR-værdi angår. Coveret signalerer ulidelig teen-horror a la The Craft (1996). Det bedst kendte navn på rollelisten er Ron Perlman. Flittige Ron ”The Beauty and the Beast” Perlman. Og filmen er et opkog af klicheer, som ikke vil imponere nogen. Til gengæld er den ikke uden sans for exploitation, og faktisk har den mere til fælles med Women In Prison-undergenren end med teen-slasherne.
De 5 piger fra titlen er ufrivillige elever på en art genopdragelsesanstalt for utilpassede unge kvindemennesker, hvor Perlman tager sig af det religiøse, dvs. bibelterperiet, mens forstanderinden Miss Pearce – i skikkelse af skuespillerinden med det respektindgydende navn Amy Ciupak Lalonde – tager sig af tugtelsen og sørger for masser af små-sleazede intermezzoer med lesbiske/sadistiske undertoner. Heriblandt en fin spanking-scene.
Lalonde morer sig tydeligvis i rollen som den straffikserede forstanderinde med djævelske hobbytilbøjeligheder – i finalen forvandler foretagendet sig pludselig til en okkult skrækfilm – mens Perlmans præst lusker martret omkring og gør sin ting, forståeligt nok ikke helt tryg ved Lalondes tvivlsomme metoder.
5ive Girls er b-stof, og som sådan ikke noget at skrive hjem om. Men jeg kan komme i tanke om mange a-film, jeg har nydt mindre.
