Zombie Strippers! (2008)
Zombien er vel nok det af de klassiske monstre, der har været mest i vælten i det seneste tiår, og film som Zack Snyders DAWN OF THE DEAD-remake og Joe Dantes tv-film HOMECOMING fra MASTERS OF HORROR-serien understreger zombie-interessens sammenhæng med samme periodes politiske og militære verdensbegivenheder. Der er da også lang tradition for, at zombie-gyseren har satirisk eller politisk kant - jf. film som NIGHT OF THE LIVING DEAD og Hammers PLAGUE OF THE ZOMBIES, der indledte den moderne zombie-bølge.
Et hemmeligt, regeringsstøttet eksperiment, der går ud på at bruge afdøde soldaters hjernevæv som grundlag for en ny superhær af zombier, kører af sporet, så en division af elitesoldater må forfølge en virusbærende soldat til en underjordisk stripklub i Sartre, Nebraska, hvor han er godt i gang med at sprede smitten blandt medarbejderne. Zombie-strip viser sig imidlertid at være en kassesucces hos barens publikum, så klubbens ejer - Robert Englund - sørger for at feje ind under gulvtæppet, at de eksotiske dansere efter endt optræden spiser en gæst eller to.
Jay Lees ZOMBIE STRIPPERS er ikke, som nogle har ment, en satire over den ugudelige objektificering af kvinder i stripperfaget, for filmens eksistensberettigelse er tydeligvis stripscenerne - samt dens rigelige mængder af zombiehovedeksplosioner - og den lægger heller ikke skjul på det. Uden at være hverken blændende morsom eller original (især scenerne med elitesoldaterne er klichéprægede) har den tilpas meget b-film-hygge og tilstrækkeligt mange vellykkede one-liners til, at man ikke når at kede sig. Som i BEHIND THE MASK: THE RISE OF LESLIE VERNON er Robert Englund den, der slipper heldigst fra foretagendet.
Justine: A Midsummer Night's Dream (1997)
Jeg graviterer i mine filmindkøb - som, vil jeg tro, de fleste andre - fortrinsvis mod crap. En meget stor del af min filmsamling er crap, og majoriteten af de film, jeg ser, er crap. De overlever ikke nødvendigvis længst i samlingen - det er jo heller ikke vanvid - men de er der. KILLER TOMATOES STRIKE BACK ved siden af LANCELOT DU LAC. SWAMP THING ved siden af PERSONA. Og så videre.
Men selv med dette in mente er JUSTINE: A MIDSUMMER NIGHT'S DREAM et ekstraordinært crappet indkøb. Den kostede mig stort set ingenting, men selve gestussen - at jeg købte den - kan jeg dårligt løbe fra. Jeg læser, for tiden, Donald Thomas' glimrende Marquis De Sade-biografi, men det kvalificerer ikke rigtigt som fagligt belæg, eftersom filmen absolut intet har med De Sade at gøre, og eftersom jeg udmærket var klar over, at den ikke har det. Men jeg var altså nysgerrig.
Filmen er del af en softcore-serie, der omhandler Justine, en college-studine, og hendes (som der står på bagsiden) "Indiana Jones-like professor", der ser sådan her ud:
Med andre ord en typisk professor. Justine kommer ud for lidt af hvert, bl.a. kidnappes hun af en vis Mr. Wong og ender senere i filmen i kløerne på en fotograf, der i virkeligheden er medlem af en S/M-kult. Det lyder saftigere, end det er, for man skal være gjort af Amish-stof for at føle sig stødt af JUSTINE: A MIDSUMMER NIGHT'S DREAM. Indiana Jones-wannabe-professoren får nys om Justines kidnapning via et opslag i en database, og det fantastiske, hjemmestrikkede Word-dokument er næsten filmens 90 minutter værd:
JUSTINE: A MIDSUMMER NIGHT'S DREAM er udgivet på engelsk DVD - med en topløs dame på coveret, der vel at mærke ikke optræder nogetsteds i filmen - og kan købes som "standalone" eller som del af en JUSTINE-boks med seriens øvrige film.
Pets (1974)
Jeg er tilfældigvis af den opfattelse, at Candice Rialson - hvis alt for korte skuespillerkarriere kun strakte sig over tiåret 1969-1979 - er det mest indlysende lækre kvindtøj, man næsten kan forestille sig. Og Ralph Nussbaums PETS fra 1974 har stået på min ønskeliste meget længe. Den har ikke været til at få fat på, men nu har Code Red udsendt en region 0-DVD, som jeg selvfølgelig ikke var sen til at slå kløerne i. Printet er taget fra et biografprint og ser indimellem meget slidt ud. For eksempel på man affinde sig med interessante grønne streger som disse:
Men petitesser som disse overskygges naturligvis af glæden ved endelig at få mulighed for at se filmen. Man kunne godt, tror jeg, skrive et og andet dybt om filmens tematisering af mandlig og kvindelig seksualitet - de to hovedaktører udover Bonnie (Rialson) er hhv. en lesbisk kunstner og og en mandlig kunstsamler, der betragter kvinder som kæledyr - og man kunne måske også se en slags feministisk frigørelses-statement i filmens sidste billeder. I al fald hvis man til lejligheden glemmer, at Bonnie har manipuleret groft med alle og enhver for at opnå den frihed, hun opnår. Men eftersom det primært er pga. Rialson, jeg har set den, vil jeg tillade mig at lade billederne tale for sig selv.
AVPR: Aliens vs Predator - Requiem (2007)
Jeg var godtroende nok til at spendere penge på en biografbillet, da den første ALIEN VS. PREDATOR-film havde premiere i 2004. Monster-clash-gysere er måske nok udtryk for akkurat samme salgsfremstød, som Universal anvendte i 1940'erne, men kan - som FREDDY VS. JASON viste - sagtens være underholdende. Hvilket altså ikke var tilfældet med ALIEN VS. PREDATOR. Toeren - som jeg i går fiskede op af Blockbusters tilbudskurv - er en anelse mindre idiotisk, men til gengæld kedeligere.
Et rekognosceringsskib, som indeholder en Alien-Predator-hybrid, styrter ned i en amerikansk skov, en anden Predator ankommer for at slette sporene, og hurtigt er indbyggerne i en lille flække fanget midt i opgøret mellem de to krigeriske arter. Filmen starter med et "dreng forelsker sig i fotomodel som imidlertid kommer sammen med byens største røvhul"-setup og bevæger sig derefter videre til et standardiseret "tilfældigt sammensat gruppe skændes mens de forsøger at overleve den symbolske trussel fra zombierne / rumuhyrerne / vampyrerne / kommunisterne"-plot. Figurerne er flade, og de repetitive actionscener blottet for suspense. Som prikken over i'et er det meste af filmen så mørkt fotograferet, at man ikke kan se, hvad der foregår.
