House of Wax (1953)
Men det skal naturligvis ikke være ren filmisk elendighed på denne forårslørdag, hvor vi i øvrigt på vegne af hele Skrækskurets redaktion af monstre, niddinge, psykopater og rummænd gerne vil have lov at ønske det danske folk tillykke med den nye statsminister, Lars Lykantrop Rasmussen. Jeg har benyttet lejligheden til at gense House of Wax, André de Toths skrækklassiker.
House of Wax har godt 60 år på bagen, og det kan mærkes: filmen virker i dag gammeldags og en anelse stiv i det, hvis man vil undskylde udtrykket, men den er stadigvæk svinsk godt lavet og et af de ypperligste eksempler på gotisk skræk fra Hollywoods guldalder. Scenerne fremstår som bravurnumre og stramt komponerede akter i et velkendt gotisk skuespil, naturligvis med den i '53 fremstormende superstjerne Vincent Price som det billedstjælende trumfkort, og filmen er fra start til slut præget af makaber fortælleglæde.
Adskillige episoder er klassikere, den uhyggelige forfølgelsesscene gennem tågede gader, hvor morderen for første gang optræder, den objektificerende rå sadisme i scenen, hvor denne håndterer liget i elevatoren (som for en moderne seer leder tankerne hen på Mario Bavas Blood and Black Lace), og den legende brug af 3D – eksempelvis den boldspillende opråber ved åbningen af voksmuseet – som vidner om filmens overskud.
Finalen gør også indtryk takket være et gigantisk kar med boblende, lyserødt, flydende voks, der er som hentet ud af en tegneserie, og dristigt nok en helt nøgen damsel-in-distress, som filmen dog for anstændighedens skyld splitter op i en ansigt-hænder-fødder-montage.
Klassisk Hollywood-horror kommer kort sagt ikke i meget mere underholdende pakker end House of Wax, som godt nok ikke er den første, men fortsat en af de bedste vokshusgysere (og glem alt om den seneste, elendige genindspilning).
Se filmprogrammet her.
